Navarana

af Peter Freuchen

I al frimodighed, Erindringer 1,

Westermann, København 1953

Da Navarana var lille, havde hun oplevet frygtelige dage. En af polarnattens sagaer var udspillet for hendes øjne. Hun boede med sine forældre på Salve Øen, da en af de forfærdelige epidemier, der kan udrydde hele bopladser hos eskimoerne, ramte dem. Da den havde raset ud - og under denne foregik gruopvækkende ting - var kun Navarana og hendes mor Kasaluk og en lille bror på tre år levende. De havde ikke noget mad og måtte dræbe deres hunde for at få noget at spise. Da hundene var fortærede, spiste de, hvad de kunne undvære af klæder og skindremme og den slags. Den lille dreng diede stadig sin mor; men i sin vanvittige sult bed han den ene brystvorte af hende. Derefter hængte moderen ham, mens Navarana så på det. Hun fortalte mig dog, at det var værre at se på moderens sorg og fortvivlelse end på den døde, lille dreng, som ikke rørte sig mere.

Navarana fortalte mig også, at hun ikke fik andet at spise end græs og hareekskrementer og stumper af gammelt skind, indtil efteråret var så langt fremme, at isen blev svær nok til, at Uvdluriark kunne komme og tage dem med sig.

Derefter kom Navarana op til sine bedsteforældre for at bo hos dem. Bedstefaderen, Mequsaq, var veteranen fra den store indvandring i 1864. Han var vidtberømt og anset, og han elskede sin lille datterdatter over alt. Også hos dem havde hun den oplevelse at slippe ganske tilfældigt fra sultedøden. Tretten mennesker døde af sult oppe ved Kap Alexander; det var et rejseselskab, som Mequsaq skulle have været med i, men han, hans kone og datterdatteren, Navarana, var blevet noget forsinket og kom ikke med, da de andre, der ikke havde mere kød, rejste afsted. På bræen fik de den voldsomste snestorm, man mindedes. De lå i over en måned og havde spist deres hunde og skindtøj, inden de døde. Mequsaq med familie, der var bagud for dem, havde dog en smule kød tilbage, som de levede af, mens stormen stod på. Da de senere fulgte efter, fandt de alle de døde. Blandt dem var Mequsaqs egen bror, Krumanapik, og mange af hans slægt. Kun to var levende; det var Kullabak og hendes søn Kraungak. Mequsaq tog drengen med sig, de kunne ikke have moderen, som ikke kunne gå af sult. De kom ned til Sarfak, og der lod Mequsaq og hans kone børnene, Kraungak og Navarana, tilbage i et hus og gik på hvalrosfangst. Mens børnene sad derinde, skar Kraungak sine to lilletæer af med sin kniv. Han mente nemlig ikke, at han ville få brug for dem senere. For han troede, at de alle ville sulte ihjel, og han syntes, at dette ville give ham forsmag på døden.

Men lidt efter hørte de, at bedsteforældrene råbte ude fra isen

- Nau nau nau, vi har fået hvalros!

Næste dag gik Kraungak tilbage til moderen med et stykke kød på ryggen. Det spiste de sammen, og han kom så tilbage med moderen på en slæde. Han havde måttet skubbe hende hele vejen, for hun var for svag til at gå. Alt dette fortalte Navarana.

Samme vinter var Navaranas bedstemor død. Derfor rejste vi op for at finde hendes bedstefar, Mequsaq, og vi agtede at tage ham med hjem, så han kunne bo hos os. Vi traf den gamle mand hos nogle slægtninge. Men han var henrykt over at skulle bo hos sin elskede datterdatter; det havde han håbet på mest af alt hele sit liv igennem, sagde han.

Vi blev naturligvis vel modtaget alle vegne, hvor vi kom, og der blev nu vist Navarana en ærbødighed, som hun ikke var vant til. Men også dette havde naturligvis sin pris, som alt i livet:

Hun var jo nu velklædt som den ypperste, og hendes pels var så fin, som hendes mor havde kunnet sy den til hende. At dette vakte andre kvinders misundelse, kan ikke overraske, de har nok sladret sammen om denne unge pige, de lige for nylig havde set i hundeskindsbukser, og som nu ejede alt på jorden.

Vi mødte så Qinorunna, som var udset til at give hende dødsstødet! »Åh, jeg glæder mig ved at se din nye pels. Jeg føler mig stolt, for jeg genkender den ræv, der sidder i dit venstre ærme. Den fangede jeg i efteråret, og nu er jeg først rigtig glad, da jeg ser, at den har kunnet hjælpe dig til en smuk pels!«

Navarana forstod ikke, at jeg tog dette så roligt. Enhver vidste jo, at jeg ikke havde haft tid til at fange ræve selv, fordi jeg skulle hjælpe de andre med at skaffe dem redskaber og andet. Jeg forklarede hende handelsværdighed, og hun forstod det godt, sagde hun. Men de andre er uden viden om, at der er andre muligheder for en mand end fangst. Derfor talte de, som de gjorde; men det skulle fra nu af blive anderledes. Nu kom hendes bedstefar. Hans fangst tilhørte jo os, og selv ville hun begynde rævefangst straks, vi kom hjem. Ingen skulle se hende i indkøbte skind for fremtiden.

Hun holdt ord. Navarana og hendes tjenerinder kørte til rævesakse og fik mange. Dygtig var hun og flittigere end nogen anden. Hun kunne ikke selv bruge alle de ræve, hun fik; men der var jo altid andre, der havde brug for dem, og hun kunne også bytte i vores lager, så hun fik netop de farvenuancer, som passede til hendes bukser eller pelse. Ubarmhjertig kunne Navarana også være. På denne vores første tur mødte vi en dag en del familier, der var på rejse, og som skik og brug var, stoppede vi op for at høre og fortælle. Ingen lejlighed til at spise går nogensinde tabt. Mændene løste surringerne op og halede frosset mattak frem, som man kunne hugge af; andre havde råddent kød. Navarana fik her lejlighed til at debutere som værtinde. Alle de andre kvinder var jo ældre end hun både i alder og erfaring.

Hun gav en undskyldning for, at hun måtte lave te først og ikke allerede havde den færdig. Hun var jo her sammen med en hvid mand, og det kostede arbejde at tage vare på alle hans sager, og så råbte hun overdrevent højt, at hun måtte hen til vores rejsekasse for at tage sukker frem. Hun var bange for, at hun ikke havde fået nok taget op af læsset. Hun kom med meget sukker. Derefter gik hun hen og tog sin egen pibe frem og et meget stort stykke tobak, som hun karvede af. Så lod hun det gå rundt, så alle kunne skære tobak af og stoppe deres piber. De fik meget. Og derefter lagdee hun resten tilbage og beklagede naturligvis højlydt, at ingen dog ville have mere; det faldt vist ikke i deres smag!

Så skiltes vi, og Navarana stod skamfuld og bange for, at hun havde pådraget sig mit mishag ved at være altfor gavmild. Men sagen var, at der havde været en bestemt kone i selskabet, som skulle straffes. Hun havde aldrig nogensinde givet Navarana noget som helst. Det var hændt, at konen havde delt gode ting ud til alle børnene, men aldrig noget til hende. Derfor havde Navarana set sig nødsaget til at give meget sukker og meget tobak, og hende særlig meget, for derved at bringe skamfølelsen op i hende.

Men vi skulle jo have bedstefar Mequsaq med hjem. Han ventede os ude ved et næs, da han havde været henne i et depot for at hente nogen ejendele, han ville have med. Han havde syv hunde, der var så farlige, at ingen kunne komme i nærheden af dem, men de var usædvanligt godt dresserede.

Navarana turde dog gå til dem og lægge sele på dem, skønt hun ikke havde set dem i to år.

- Man er vel ikke bange for sin egen bedstefars hunde, hvem ville være det? sagde hun.

Vi kørte sammen syd over, og da det blev aften, og vi skulle slå lejr, samlede Navarana græs fra fuglefjeldene. Der er masser af vegetation, fordi fuglenes gødning gør jorden frugtbar. Hun forstod at lave et dejligt leje under åben himmel mellem vores slæde og klippevæggen. Mequsaq lagde sig til at sove på sin slæde. Jeg ville selvfølgelig give den gamle mand nogle af vore skind; men Navarana sagde, at det måtte jeg ikke. Han havde engang oplevet en grufuld ulykke, som han kunne have forhindret, hvis han havde været vågen og ikke ligget blødagtigt og sovet under et skind.

Siden da havde han aflagt et løfte om aldrig at dække sig til med skind, når han var på rejse. Han tilhørte en tid, hvor man ikke brugte at tage noget over sig, når man sov...