Narhvalsspærren og andre erindringer

af Peter Freuchen

I al frimodighed, Erindringer 1

Westermann. Khb. 1953

Peter Freuchen blev antaget af Mylius Erichsen til at deltage i Danmarks-ekspeditionen i 1906. Det blev starten til utallige ture i Grønland heraf mange med den gode ven Knud Rasmussen. I sine erindringer beskriver Freuchen med humor og varme om dagligdagen mellem eskimoerne, om sin forelskelse i Naravana, om jagt på hval og bjørn.

Narhvalsspærren
Der var en »søvs« ved Kap Melville. En »søvs er det danske ord for Savsat, der betyder »Narhvalsspærre«. En stor samling narhvaler har opholdt sig for længe på et sted, hvor der er godt at skaffe sig føde. Så har isen lagt sig uden om, så langt, at de ikke kan nå ud til åbent vand med den luft, de har i lungerne.

En sådan narhvalsspærre er alle eskimoers drøm. Det er fangernes store held, og der var så mange hvaler i dette spærre, at man ikke kunne overkomme dem selv. Derfor blev der sendt bud til alle i nærheden.

Ude ved »søvsen« oplevede jeg det vidunderlige. De ulykkelige dyr blev mere og mere spærret inde. For hver gang de blæste, pustede de jo vand op over randen af hullet. Derved blev isen bare tykkere og tykkere og derfor vanskeligere at bryde for dem. Det var forfærdeligt at se hvalerne nedefra kæmpe for at komme til luften. Andre skubbede dem tilside, som var lykkelige nok at være lige ved. De masede og prustede, så man mærkede deres lidelser. Ingen af dem var bange for harpunerne.

Hver gang en blev harpuneret og trukket op, gav det jo bare plads til andre. Eskimoerne var vilde af henrykkelse. Der var nok til alle, og vi hilstes med jubelråb. Der var intet nid på stedet.

Torngé, den store fanger, morede sig med at snitte mattak af hvaler, der kom for at ånde, og spise »levende mattak". Det var jo ikke netop dyrebeskyttelse, og jeg forsøgte at skamme ham ud. Men det prellede ganske af: »Har du måske spist mattak af dyr, der stadig lever og svømmer videre?«

Omsider var det forbi. Men værre var det, at der brød en storm løs, der fik alle til at flygte. De fleste mænd var så udasede af fangst og glæde, da det endelig var forbi, at de krævede at sove; men mens de lå roligt i husene og snorkede, drev isen bort med deres meget kød. Langt det meste gik tabt; de fandt det vanvittigt morsomt. Her havde vi troet, at vi ikke behøvede tage på hvalrosfangst nord på i år, fordi vi havde kød i massevis! Og så viser det sig, at vi intet har. Vi har bare fodret bjørnene ude til havs. De skal nok finde vores kød og leve af det i stedet for at komme herind og blive dræbt!

Nu må vi le, for dette er så uventet!

Knud Rasmussens bjørn
En gang fik vi en bjørn. Da vi kom over sporet, snittede jeg mine surreliner over og væltede læs og Navarana af og satte efter bjørnen. Men det var selvfølgelig forgæves. Når Knud var med, havde ingen andre nogen chance. Han var alle dage først ved bjørnen. Det var dog til liden personlig glæde for ham denne gang. For bjørnen sprang ned i en våge i isen. Knud løb hen til vandkanten; men det viste sig, at der var en bræmme sne, der ragede uden for den faste is. Knud trådte på den og faldt i vandet. Da vi andre kom til, lå både bjørnen og Knud i vågen og var lige bange for hinanden - hver i sit hjørne. Da vi fik ham halet op, og han sad på iskanten, ville jeg til at skyde bjørnen. Men det blev han gal over. Han havde tabt sin bøsse i vandet, da han faldt, og han ville låne min. »Nu har jeg været i vandet og svømmet rundt sammen med bjørnen, så vil jeg minsandten også have den fornøjelse at skyde den!«

Einar Mikkelsen
Vores post, som vi modtog her, indeholdt meget vigtige meddelelser. Den danske polarrejsende, Einar Mikkelsen, var omme på østkysten med en ekspedition. Men han var sammen med sin kammerat Iversen rejst fra de andre for at søge nord om Grønland i slæde. Ud over et interview i bladene med grosserer Erik Henius anede vi ikke noget. Der stod, at Mikkelsen og Iversen blot havde meddelt komitéen hjemme, at de nu ville gå på ud på den lange farlige rejse. Men, sagde hr. Henius, de er uden for al fare. De vil komme om til Knud Rasmussen og Peter Freuchen, der vil.gøre alt for at hjælpe dem og give dem husly, osv.

Knud blev da enig med mig i, at vi måtte søge at komme dem i møde.

De var ikke kommet til Thule inden mørketiden, så det så ikke godt ud for dem. Vi vidste, at de ikke kunne være nået forbi Humbolt Bræerne, og hvor de end var, ville de trænge til hjælp.

Knud og jeg efterlod Navarana i Tassiussak hos Nielsens og tog med vore slæder ned til Upernavik for at tale med kolonibestyrer Harries, som muligt vidste noget mere og kunne give os et godt råd i retning af at foretage os noget.

Lars fra Kingitoq
Rejsen derned var mindeværdig, for vi kom ind i Upernaviks strømskårne is og blev vidne til, hvilke ulykker den kan medføre. Vi kørte først til et sted, der hedder Kraserssuaq, hvilket er udlagt. "Horehusene", fordi der her tidligere var foregået en masse højst originale seksuelle kultfester og opfindsomme begivenheder med underkroppene. Vi nægtede at sove hos den meget venlige udstedsbestyrer Bistrup her. Hans senge var nemlig udstyret med mallemukfjer. Og skønt vi selv vistnok stank af hunde og spæk, så var mallemukfjerenes lugt dog for stram for os til en hel nats lidelser. Derfor kørte vi videre, skønt vejret så dårligt ud. Det blæste mere og mere op; men Knud kendte fra sine tidligere rejser en hule tæt ved, som vi tyede til. Vi blev snart efter indhentet af en mand, Lars fra Kingitoq, der kom med sin søn på slæden; han havde også været i Kraserssuaq og var nu på vej hjem. Da vejret var slemt, rådede vi ham til at overnatte med os i hulen; men han tog videre.

Den næste morgen var det godt vejr, og vi startede tidligt. Da vi kom til Kingitoq, hvor Lars boede, fandt vi hans og sønnens lig neden for husene. Der var et strømsted, som de altså var kørt ned i. Hundene var kommen ind under isen, kunne vi se. De var alle druknet, og slæden hang der ved opstanderne. Manden og drengen var filtret ind i skaglerne.

Det var en sørgelig ankomst til bopladsen.

Familien Petersen
som kunne gå på dårlig is
Isen fra Kingitoq ind til Upernavik, som ligger på en lille ø, viste sig at være ganske ufarbar. Men der boede ved Tunuqoq en familie, som hed Petersen. De var allesammen dårlige fangere; men de havde en evne som ingen andre - måske i verden - til at gå på dårlig is. Hans, den ældste af dem, forsikrede, at det ville være umuligt for os med vores tunge slæder og mange hunde at komme ind til Upernavik. Selv påtog han sig dog at bringe et brev ind. Han brugte dertil en kajak, som han skubbede foran sig på en lille slæde. Inden aften var han tilbage med brev fra kolonibestyrer Harries, der skrev, at han intet havde hørt om Ejnar Mikkelsen, men han indbød os til at besøge sig, hvis der var mulighed for at komme ind til kolonistedet.

Det var der ikke foreløbigt. Vi kørte derfor i en lang, lang bue helt ind til fastlandet og over til et sted, Aupiglartoq, hvor vi opholdt os i nogle dage. Herfra forsøgte vi at køre ind til kolonien. Men da vi kom til den relativt store åbning mellem fjeldene, som hedder Dorsut, "husgangen", var isen igen så dårlig, at det syntes umuligt at komme videre.

Nat på en isflage
Vi havde en forkører med det besynderlige navn Usuqaq (den lille penis), som sagdes at være den bedste til at finde vej på vanskelig is. Det viste sig imidlertid, at der ikke var mulighed for at komme frem. Men strømmen skar så hurtigt i isen, at vi nu heller ikke kunne komme tilbage. Vore hunde dumpede stadigvæk i. Åbent vand rundt om os. At stå af og vende slæden ved at piske hundene ud til en af siderne var ugørligt.

Usuqaq gjorde sit bedste; men han så ingen udvej. En anden fyr, som fulgte med, satte sig på slæden og græd. Senere gav han sig til at synge salmer, hvilket lød uhyggeligt. Vi kunne nu se mennesker inde på land forsøge at komme os til undsætning. Men det var ikke til at få både i vandet, ej heller kajakker. Dér sad vi så natten igennem. Hvordan de andre havde det, ved jeg ikke. Jeg selv var klar over, at det var min sidste nat, og jeg tænkte mest på min søde, lille kone, der nu sad alene i Tassiussak mellem folk, hun ikke kendte.

Da gik det op for mig - den nat - hvor meget hun betød for mig. For jeg undrede mig selv over, at det var kun hende, jeg bekymrede mig for. Men morgenen kom, og Knud Rasmussen stillede sig op på sin slæde og hujede ind mod land. Lidt efter, da det blev lysere, så vi dem komme ned til kysten. De løb frem og tilbage på isfoden. Men pludselig kom en mand hen imod os. Han kravlede eller gik eller mavede sig frem. Derefter kom én til, og tilsidst var der 4-5 mennesker ude hos os. Hvad det hjalp, vidste jeg ikke. Det viste sig, at de alle var af slægten Petersen fra Tunoqoq, og nu havde de fået forbindelse med os. Heldigvis havde vi fem slæder fra Thule altid vores fangeliner med os. Vi fik dem bundet sammen og Usuqaq viste sig nu som situationens mand. Han mavede sig hen til et lille isfjeld og gjorde de sammenbundne liner fast der. Så kom vi alle lidt efter lidt derhen. Og sådan gik det videre. Henimod aften var vi alle velbeholdne i Upernavik og varmede os hos de rare Harries i deres lune hus. Vi havde alle været i vandet, og det var så koldt, så koldt, at jeg endnu føler den gru, det var at svømme rundt i vandet, når man i forvejen fryser og er sulten.

Knud Rasmussen og dansen
Desværre måtte vi blive i Upernavik i tre uger. Der var ingen muligheder for at komme bort. Hver aften dansede vi. Og det var, som Knud en aften sagde til mig: »Peter, tror du, vi nogensinde blir så gamle og så sure, at vi gider tilbringe en eneste aften i en grønlandsk koloni uden at danse?«

Da der var gået mange år - ja, forresten kun ti år - lå vi i Godthåb med Femte Thule Ekspedition, og de unge medlemmer af ekspeditionen kom og spurgte, om de måtte gå til dans. Knud gav dem lov; men da de var gået, sagde han til mig: »Kan du begribe, at de gider?« Jeg mindede ham om hans udtalelse i Upernavik. »Jamen, hver eneste aften!« sagde han nu med et støn.